Om Tina Duegaard Andersen
Mit første møde med astrologien skete på en længere rejse til Asien i 1988, da jeg som 23-årig rejste bl.a. i Indien. På det tidspunkt vidste jeg absolut intet om astrologi, men de vediske horoskoptydninger, som jeg modtog i Indien, gjorde så stort et indtryk og var så tankevækkende, at jeg i dag kan se, at det var her rejsen med astrologien begyndte.
I de næste 15 år studerede jeg både astrologi, Jung, Grof og transpersonlig psykologi på egen hånd ved siden af min universitetsuddannelse og mit almindelige arbejdsliv. Først langt senere opsøgte jeg astrologiskoler. Astrologien har mange retninger, men jeg kastede mig over den vestlige humanistiske psykologisk orienterede astrologi og begyndte gradvis at få klienter. Senere fordybede jeg mig i esoterisk og transpersonlig astrologi og psykologi og tog også en længere uddannelse i psykosyntesen.
Jeg var i starten drevet af både provokationen fra Indien, men også af nysgerrighed og fascination. Det gav dyb mening og jo mere jeg dykkede ned i essensen af astrologien, desto mere fascineret og forbløffet blev jeg over, hvor unik astrologien er til at give os en forståelse af den menneskelige eksistens. Både på et individuelt plan, psykologisk, ressourcemæssigt, følelsesmæssigt, af vores indre liv, vores relationer, traumer, barndom, men også transpersonligt og spirituelt.
Jeg er dybt taknemmelig for, at min rejse med astrologien startede spontant, intuitivt og autodidakt. Det har ført mig ud i mange forskellige hjørner og afkroge, men også tvunget mig til at tage stilling og finde frem til min helt egen tilgang til astrologien og sammenhængen til den transpersonlige psykologi.
Professionelt henter jeg inspiration fra astrologer både fra UK, USA og Skandinavien og min tilgang til astrologien er bred; humanistisk, psykologisk, transpersonlig, praktisk, esoterisk, eksoterisk, mundan astrologi (politisk). For mig bidrager astrologi med et perspektiv på mange niveauer i livet.
Astrologien tilbyder også et yderst interessant perspektiv på skift i bevidsthedens udvikling, både på et individuelt kriseniveua og et kollektivt niveau, men også på sociale og økonomiske kriser, skift i historiske epoker og paradigmer og på landes udvikling.
For mig har det astrologiske perspektiv på personlig, psykologisk, sjælelig og transpersonlig udvikling, kombineret med principperne i Psykosyntesen, Jung, transpersonlig psykologi og Stanislav Grofs forskning og ikke mindst Alice Baileys skrifter været helt afgørende ikke kun for min professionelle tilgang, men også i min egen navigation gennem en række livsforandrende kriser, som begyndte allerede i starten af 20erne med begge mine forældres død.
Astrologi, transpersonlig psykologi og mine natlige drømme har været uundværlige pejlemærker i mit eget liv i mere end 30 år. Over tid er mine personlige erfaringer blevet dybt integreret i kernen og fundamentet af min professionelle astrologi og coachingpraksis.
Min grundlæggende tilgang til coaching er en kombination af Psykosyntesen (den transpersonlige psykologi af Roberto Assagioli) og systemisk opstilling. Min uddannelse som Psykosyntesecoach bestod af en 2-årig terapeutisk grunduddannelse kombineret med en overbygning i coaching. En fantastisk uddannelse og tre unikke år med intensiv terapi, klienttræning og supervision.
30 års praksis, selvstudium, uddannelse og træning - mit formelle CV:
- Cand. Techn. Soc., Roskilde Universitet, 1988-1995
- Eksamineret astrolog (4-årig uddannelse) Astrologisk Akademi, 2003-2007
- Eksamineret psykosyntesecoach (3-årig uddannelse) ved institut for Psykosyntese Instituttet, Göteborg, 2007-2010
- 3-årigt kursus i esoterisk astrologi v/ Niklas Nihlen, 2007-2010
- 3-årigt kursus i esoterisk astrologi v/ Claus Houlberg, 2011-2013
- 1- årig uddannelse som facilitator i organisationsopstillinger og systemisk coaching (med lærere som Albreht Mahr, Cecelio Regojo, Jan Jacob Stam, Erik Svarer, Liv Dhanyo Thommesen, Christine Essen, organiseret af Liv Dhanyo Thommesen v/ Human Vision, 2014-2015
- Utallige kurser og foredrag med både danske, engelske, amerikanske og svenske astrologer bl.a. Alan Oken, Michael Robbins, Melanie Rheinhart, Mark Jones, Steven Forrest, Niklas Nihlen, Adrian Duncan, Christian Borup, Louise Kirsebom, Kenneth Sørensen m.fl.
- Konfliktmægleruddannelse; konfliktmægling i grupper og organisationer; (MIGO) Center for konfliktløsning, 2018
- Konfliktmægleruddannelse; 1-1 konfliktmægling, teori, træning og praksis; (GRUM) Center for konfliktløsning, 2017
- Individuelt mentorprogram v/ den amerikanske, nu afdøde astrolog Alan Oken, som var min individuelle lærer og mentor i sjælscentreret astrologi (esoterisk astrologi) gennem næsten 3 år i perioden 2016- 2018.
I mit tidligere arbejde har jeg desuden i mere end 20 år, primært arbejdet med individuel coaching, gruppe- og teamcoaching, konfliktmægling og facilitering af gruppeprocesser. I maj 2024 stoppede jeg efter 23 år i fagbevægelsen og startede som selvstændig, dels med astromind som har været en bibeskæftigelse i mere end 25 år, men også som konfliktmægler og erhvervscoach, se www.duegaard.dk
Du kan se mit fulde CV, på www.linkedin.com