ASTRO-opstillinger – en metode med transpersonligt potentiale til at fremme psykologisk og sjælelig vækst
Måske kender du til familieopstillinger eller organisationsopstillinger? ASTRO-opstillinger er et nyt og helt unikt koncept – en hybrid metode - som jeg har udviklet over en årrække, hvor jeg kombinerer principperne for systemisk opstilling med klientens personlige fødselshoroskop.
Ideen til ASTRO-opstillinger blev født, da jeg første gang selv stødte på familieopstillinger på min 3-årige uddannelse til psykosyntese coach i 2007-2010 på Institut for Psykosyntese i Gøteborg.
I første omgang tænkte jeg det som en mulig metode til at undervise i astrologi. Senere tog jeg selv en opstillingsuddannelse i 2014 og her begyndte jeg så småt at eksperimentere med ASTRO-opstillinger, da en medkursist spurgte mig – har du tænkt på at stille horoskopet op?
I de sidste 10 år har jeg brugt opstillingsmetoden effektivt, bl.a. i den måde jeg coacher på, både individuelt og i gruppecoaching, men også lejlighedsvist som en metode til individuelle forsamtaler i konfliktmæglinger i mit arbejde som konfliktmægler. Den systemiske tilgang kan kombineres med mange fagligheder og det er en meget effektiv metode til at skabe rum for perspektivskifte, både når vi oplever indre konflikter i os selv, og når vi oplever ydre konflikter med andre mennesker..
En af astrologiens mange unikke egenskaber er, at vi via horoskopet bl.a. kan identificere både vores indre og ydre konflikter (via kvadrater 90 graders aspekter og oppositioner 180 graders aspekter) men også hvor vi er kørt fast og hvor vi har vores udviklingspotentiale. Så kombinationen af horoskopet med systemiske opstillinger er meget potent. Men der var en kode, der først skulle knækkes. Hvordan kunne det blive en metode, der var tilgængelig for mennesker uden kendskab til astrologi?
Det var et af mine kriterier for et brugbart koncept til ASTRO-opstillinger. Det skulle være et koncept, hvor deltagerne ikke behøver vide det mindste om astrologi for at få noget ud af en ASTRO-opstilling. I forlængelse af det kriterie, har jeg testet og udviklet konceptet i samspil med testpersoner, der absolut intet kendskab havde til astrologi.
Jeg har praktiseret som astrolog i mere end 25 år og jeg arbejder med både en psykologisk, en esoterisk og en transpersonlig psykologisk tilgang til astrologien, men jeg har savnet en astrologi som også var oplevelsesbaseret – en levende astrologi – som klienterne kan mærke energetisk, som en levende realitet med transformationspotentiale og som jeg kunne tilbyde mine klienter. For hvordan kan vi arbejde med og overkomme de svære udfordringer i livet, som afspejles i horoskopet?
I en astrologisk konsultation kan vi hjælpe vores ASTRO-klienter med at blive set og med at navigere i svære udfordringer og måske kan vi tilbyde dem terapi eller coaching som supplement, hvis vi også har de kompetencer. Det er min foreløbige erfaring, at ASTRO-opstillinger har et stort potentiale til at give en levende indsigt i problemstillinger, som det ellers kan være svært at få indsigt i på kort tid.
Jeg ser og oplever et transformationspotentiale i ASTRO-opstillinger, som en metode til klientarbejde, der kan fremme integration af både de psykologiske modsætninger, men også modsætningerne mellem det personlige og det sjælelige og dermed en metode, der kan fremme både psykologisk og sjælelig vækst.
Et kort metodisk indblik i ASTRO-opstillingsmetoden
Metoden stiller efter min erfaring høje krav til facilitators faglighed, erfaring og evne til er navigere i et energetisk felt. Dels er man nødt til at være en erfaren astrolog, der er vant til at arbejde med klienter, hvis man ad hoc på få minutter skal kunne omsætte en problemstilling ud fra et horoskop til en ASTRO-opstilling, dels er man i mit perspektiv nødt til at have en vis grundlæggende terapeutisk forståelse og have arbejdet så grundigt med sig selv, så vi reducerer risikoen for at vi som facilitatorer bringer egne skygger og projektioner ind i opstillingsarbejdet. Endelig bør man også være trænet grundlæggende i den systemiske opstillingsmetode. ASTRO-opstillinger er en metode, der bygger på flere fagligheder ikke bare i kombination, men i syntese.
Systemiske opstillinger er i sig selv en kraftfuld metode, hvor personer eller objekter repræsenterer forskellige aspekter af en situation i en fysisk opstilling, f.eks. relationer eller indre konflikter. Ved at arrangere disse repræsentanter kan man visualisere og forstå dynamikker, der påvirker problemet.
ASTRO-opstillinger er ikke et rollespil eller et astro-drama, hvor vi spiller planeterne. I en ASTRO-opstilling opstiller jeg de planeter i klientens eget fødselshoroskop, der relaterer direkte til det tema eller den problemstilling, som klienten ønsker at få indsigt i og dermed kommer vi ind til den arketypiske kerne både psykologisk og sjæleligt fordi vi stiller det systemisk op. Det gør vi i et fortroligt rum og med respekt for at stå til rådighed for klienten og uden dagsordener på klientens vegne. Det giver klienten adgang til de dybeste arketypiske lag af udfordringerne på en unik måde, der kan fremme ny indsigt i problemstillingen.
ASTRO-opstillinger giver i dette koncept mulighed for at få indsigt i temaer, der rækker udover det familiemæssige, som vi ser det i systemiske familieopstillinger.
Fra al anden systemisk opstillingsarbejde ved vi, at vi som mennesker har forskellige erfaringer med at mærke, men også at den enkeltes evne til at mærke afhænger af den problemstilling, der stilles op. Evnen til at sanse og mærke kan trænes og den evne forstærkes også af feltet og de øvrige deltageres evne til at mærke og sanse i en opstilling. Det gælder også for ASTRO-opstillinger.
Det særlige ved ASTRO-opstillinger er bl.a., at vi har direkte adgang til de såkaldt transpersonlige planeter i en opstilling, fordi vi ofte også har de såkaldt trans-saturniske planeter, Pluto, Uranus og Neptun med i en opstilling, som har potentiale til at integrere og transcendere modsætninger og problemstillinger.
Jeg arbejder med metoden både fra et psykologisk perspektiv og fra et sjæleligt perspektiv. Mine erfaringer indtil videre er, at en ASTRO-opstilling udspiller sig ud fra det perspektiv, som klienten har behov for indsigt i og er klar til og det ene udelukker derfor ikke det andet.
ASTRO-opstillingskonceptet blev finpudset i perioden 2019-2023, hvor det fandt sin nuværende form og min første officielle workshop blev afholdt i august 2024. Min rejse med ASTRO-opstillinger fortsætter og konceptet vil uden tvivl blive videreudviklet og ændret undervejs med flere erfaringer i de kommende år.
Jeg er først og fremmest motiveret af, at bidrage til mine klienters psykologiske og sjælelige vækst. Mit ønske er også, at jeg på sigt kan medvirke til fagligt at bringe metoden videre til interesserede astrologer-terapeuter-opstillere. Jeg tænker også, at astrologistuderende og astrologer måske kan have glæde af opleve astrologien på egen krop og træne deres evne til at mærke den levende astrologi, som et komplementært supplement til den mentale og intuitive tilgang og forståelse af astrologien.
Tina Duegaard Andersen d. 3. maj 2025 ©